Desorption, (af de- og afledn. af lat. sorbere 'opsuge'), fjernelse af et overfladelag, fx et monoatomart gaslag fra en krystaloverflade. Desorption, som er det modsatte af adsorption, bryder bindingen mellem et enkelt atom eller molekyle og overfladen. Hertil kræves energi, som kan tilføres via et elektrisk felt, ved opvarmning eller ved bestråling med lys (især røntgen- eller ultraviolet stråling), elektroner eller ioner. Målinger i ultrahøjt vakuum giver oplysninger om de adsorberede partiklers beliggenhed og bindingsforhold.