Regnbue. Regnbuer forekommer, når sollyset tilbagekastes og brydes i vanddråber, idet hver dråbe virker som et prisme.

.

Regnbue. Den primære regnbue, hvor sollyset er reflekteret én gang på regndråbers bagvæg, ses under en vinkel på 42° fra retningen fra Solen til iagttageren. En sekundær og svagere regnbue, hvor sollyset er reflekteret to gange på bagvæggen, ses under en vinkel på 51° med omvendt farvefølge. Lys, der har været inde i en regndråbe, kan ikke nå iagttageren fra området mellem de to buer; det er derfor mørkere (Alexanders mørke bånd).

.

Regnbue er et lysfænomen i atmosfæren, hvor det hvide sollys ved brydning og refleksion i vanddråber spaltes i spektralfarverne og fremtræder som en eller flere koncentriske cirkelbuer. Den primære regnbue, der ses under en vinkel på ca. 42° med retningen fra Solen til iagttageren, skyldes lys, der trænger ind i vanddråben, totalreflekteres én gang fra dråbens bagside og derefter forlader den med retning mod iagttageren.

Fysikken bag en regnbue

Lys med en bestemt spektralfarve kan forlade dråben i mange retninger, men vil være særlig intenst i en retning, der afhænger af bølgelængden og varierer fra 40,9° for violet lys med bølgelængder omkring 450 nm til 42,3° for rødt lys med bølgelængder omkring 650 nm. Herved opstår farvefølgen for den primære regnbue med violet inderst og rødt yderst.

Lys, der efter at være trængt ind i dråben totalreflekteres to gange, før det atter forlader den, danner en svagere sekundær regnbue i en vinkel på ca. 51° med farvefølge modsat den primære regnbue.

Lys, der har været inde i en dråbe, kan ikke nå iagttageren fra det område, der ligger mellem de to regnbuer, og baggrunden vil her under gunstige forhold opleves væsentlig mørkere end uden for regnbuerne. Dette område betegnes Alexanders mørke bånd efter Alexander fra Afrodisias, der beskrev fænomenet ca. 200 e.Kr.

De klareste regnbuer kommer fra store dråber i regn- og tordenbyger, mens buerne fra små vanddråber i tåge oftest er hvide eller kun svagt farvede; det gælder også regnbuer i månelys (månebuer). Regnbuer kan også ses i bølgesprøjt, i vanddråber fra haveslangen og springvand og i dugdråber på et spindelvæv. Endelig kan reflekteret sollys fra en stille sø danne et ekstra sæt regnbuer, hvis centrum ligger over horisonten.

At regnbuen skyldes refleksion i regndråber, var en forklaring, der kom til Europa i slutningen af 1200-tallet fra den persiske astronom Qutb al-Din. En begrundelse for, at regnbuen viser sig et bestemt sted på himlen, blev først givet af Descartes i første halvdel af 1600-tallet, efter at lysets brydningslov var blevet kendt, og regnbuens farver blev det først muligt at forklare, efter at Newton havde opdaget, at hvidt lys var sammensat af spektralfarverne. Den fuldstændige teori for regnbuefænomenet som beskrevet ovenfor blev fremsat i 1838 af den britiske astronom G.B. Airy.

Regnbuens symbolik

I den græske mytologi er Iris regnbuegudinde og formidler mellem Zeus og Jorden; i nordisk religion er broen Bifrost regnbuen, der fører fra Asgård til Midgård. I den kristne kunst er regnbuen symbol på Guds pagt med Noa efter syndfloden: "Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden" (1. Mos. 9,13). I dommedagsbilleder ses Jesus ofte siddende på en regnbue. Det er almindelig europæisk folketro, at en skat er skjult der, hvor regnbuen står på jorden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig