Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

spejl

Oprindelige forfattere CALo, HHors, HJFr, JOH og KRyk Seneste forfatter Redaktionen

Spejl. Korinthisk bronzespejl fra ca. 450 f.Kr. Håndtaget er udformet som en kvinde, der antagelig forestiller Afrodite. Hun er iklædt en peplos, og rundt om spejlets kant er der anbragt små figurer af eroter, hunde og en løve. Spejlet findes i dag på Nationalmuseet i København; fundstedet er ukendt.

Spejl. Korinthisk bronzespejl fra ca. 450 f.Kr. Håndtaget er udformet som en kvinde, der antagelig forestiller Afrodite. Hun er iklædt en peplos, og rundt om spejlets kant er der anbragt små figurer af eroter, hunde og en løve. Spejlet findes i dag på Nationalmuseet i København; fundstedet er ukendt.

spejl, (af lat. speculum, dim. afledn. af specere 'betragte'), overflade, der reflekterer lys, se refleksionsloven.

Et plant spejl danner et billede, der ligger i samme afstand bag spejlet, som objektet ligger foran. Konvekse og konkave hulspejle har sfæriske overflader og har billeddannende egenskaber, der svarer til henholdsvis spredelinser og samlelinser. Et parabolsk spejl samler lyset fra et parallelt strålebundt i parabolens brændpunkt eller omdanner en punktformet lyskilde anbragt i brændpunktet til et parallelbundt som i en billygte. Nutidige spejle består af en glasplade, hvorpå der i vakuum er fordampet et tyndt metallag. Til krævende formål som fx teleskoper eller lasere lægges belægningen på spejlets forside, således at den svage refleksion (ca. 4%) fra glassets overflade undgås. Med metalbelægninger kan man opnå en reflektionsevne på ca. 99%, men ved multilagsbelægninger af dielektrika kan man ved interferens opnå op til 99,99%.

Spejle blev tidligere fremstillet af planglas, der først blev "spejlpoleret" ved en besværlig og omkostningstung proces, som fjernede alle ujævnheder og dermed potentielle forvrængninger i glasset. I dag anvendes floatglas, der har absolut planparallelle overflader. På en af glassets overflader afsættes en tynd film af meget rent sølv, hvorpå der lægges et tyndt klæbelag af kobber for at beskytte sølvet mod oxidering, og endelig påføres et dobbelt lag beskyttelseslak. Sikkerhedsspejle er sammenlimet af to lag glas, hvorved skarpe splinter kan undgås ved brud. Dugfri spejle, som bl.a. benyttes som sidespejle i biler og i badeværelser, opvarmes af strømførende metalbelægninger på bagsiden.

Annonce

Historie

I antikken bestod de mest almindelige spejle af en blankpudset kobberskive med et håndtag, en type, som også kendes fra den egyptiske oldtid. I det klassiske Grækenland kendes spejlet i tre typer: Foruden den førnævnte findes en enkel skive og en skive med fod. Fra slutningen af 400-t. f.Kr. ses klapspejlet, hvor spejlet er gemt i en æske. I Etrurien var håndspejle almindelige i 600-100 f.Kr., og spejlenes bagside er ofte udsmykket med en indridset dekoration, der viser lokale varianter af græske myter. I Romerriget fortsatte brugen af blankpudsede metalplader, nu også af sølv. Allerede fra hellenistisk tid (323-31 f.Kr.) kendes eksempler på spejlglas, dvs. et glaslag, som er lagt oven på en metalplade. Produktionen af disse spejle var oprindelig koncentreret i Alexandria. De blev almindelige fra den sene kejsertid og produceredes overalt i riget.

I middelalderen var glasspejle meget små og kostbare og forbundet med høj status; rammen kunne være større end spejlet og rigt udskåret. I 1700-t. blev det mondænt med store spejle bestående af over- og underspejl. Rammerne blev smallere og forgyldte, og spejlene blev fx ophængt på vægfelter mellem vinduer (pillespejle), evt. over konsolborde; var der spejle på den modsatte væg, blev lyset reflekteret på dramatisk vis i rummet, og hele spejlkabinetter forekom. I løbet af 1800-t. blev stuespejlene større for i 1900-t. at forsvinde helt som del af stuernes møblering; de blev i stedet forbeholdt soveværelse, entré og badeværelse.

Symbolik

I den kristne kunst er spejlet som regel symbol for enten dyden Visdom ("kend dig selv") eller lasten Forfængelighed. Spejle kan vise større eller mindre udsnit af virkeligheden, og de kan reflektere den mere eller mindre korrekt. Heri ligger der muligheder for en kunstnerisk eller ikonografisk brug af spejlet med flere og mere nuancerede betydningslag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Axel Lorentzen, Helle Winge Horsnæs, Hans Jørgen Frederiksen, Jes Ole Henningsen, Kirsten Rykind-Eriksen: spejl i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163047