Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

farve (farver i dyreverdenen)

Oprindelig forfatter BHol Seneste forfatter Redaktionen

Dyreverdenens farver kan opdeles i pigmentfarver, der skyldes særlige farvestoffer, pigmenter, som findes i hud, fjer og hår, og som dyrene kan danne selv eller skal have tilført med føden, og strukturfarver, som skyldes specielle overfladestrukturer, der ved at bryde lyset på en særlig måde fremkalder forskellige farver.

Pigmenter kan opdeles i tre hovedgrupper: melaniner (mørkegul over brun til sort), carotenoider (gul, orange og rød) og porfyriner (rød og grøn). Blandinger af disse farvestoffer samt forekomst sammen med strukturfarver giver det store farvespektrum, man kender fra dyreverdenen. Papegøjers blå fjerfarve skyldes således et porøst lag i fjerstrålerne, der reflekterer det blå lys, mens alle andre farver absorberes af et underliggende mørkt lag, farvet af melanin. Er de blå fjerstrålers omgivende kutikulalag iblandet gule carotenoider eller mørke melaniner, fås derimod en grøn fjerfarve.

Iriserende farver, som man bl.a. kender fra kolibriers skinnende fjerdragt, skyldes interferens mellem de tilbagekastede stråler fra små, farvede plader, der dækker fjerenes bistråler. Pladerne måler et par tusindedele mm i længden og sidder i en tæt mosaik på bistrålerne. Strukturfarver er hyppigt forekommende hos insekter, bl.a. sommerfugle og biller; strukturer i insekternes kutikula bryder lys af forskellige bølgelængder.

Annonce

Hos pattedyr er farverne koncentreret i overhuden og i læderhuden samt i hårene. Hos krybdyr, padder og fisk er pigmenterne samlet i særlige pigmentceller (kromatoforer) i læderhuden, og ud over disse findes celler med farveløse guaninkrystaller, der reflekterer lyset og er årsag til strukturfarverne.

Farvernes betydning

Farver kan have betydning for nedslidningen af hår og fjer. Melaninfarvede fjer er mere slidstærke end fx hvide fjer, og mågers sorte vingespidser er sandsynligvis resultatet af denne effekt. Vingespidserne er udsat for et hårdt slid hos fugle, der flyver meget, men den sorte pigmentering på vingespidserne modvirker dette slid. Farver har også betydning for dyrenes varmehusholdning, idet en mørk overflade absorberer mere varme end en lys overflade og dermed er medvirkende til at spare energi.

Camouflage. Farverne og farvemønsteret har stor betydning for dyrenes mulighed for at gemme sig. Farver og mønstre, der ligner omgivelsernes, har stor camouflagevirkning. Især unger har ofte sådanne beskyttelsesfarver. Vildsvineunger er stribede, så de falder i ét med skyggerne i skovbunden, og mågeunger er plettede, så deres konturer udviskes i reden.

Kommunikation og signaler. De mere iøjnefaldende farver har størst betydning i dyrenes indbyrdes kommunikation og som advarselsfarver. Mange dyr er permanent udstyret med stærke farver, fx hvepse, papegøjer og mandrilhanner, mens andre skifter farve efter situationen, fx kamæleoner, eller efter årstiden, fx ænder. Farverne bruges til at understrege signaler, fx hættemågens sorte maske, eller udgør i sig selv et signal, fx rødhalsens røde bryst. Hos hættemågen omkranser masken det røde næb, som udgør mågens hovedangrebsvåben. Den sorte farve leder modstanderens blik hen mod næbbet og er dermed med til at understrege næbbets trusselsværdi. En aggressiv hættemåge vender derfor hovedet med den sorte maske direkte mod modstanderen, mens en hættemåge, der ønsker at pacificere modstanderen, vender masken bort. Rødhalshannens røde brystfjer virker truende på andre rødhalshanner, og føler en rødhals sig truet, retter den sig op og fremviser det røde bryst. En dusk røde fjer er tilstrækkeligt til at udløse andre hanners aggression, mens en rødhalshan, der har fået malet brystfjerene gråbrune som resten af fjerdragten, ikke udløser nogen aggression.

Hos mange ænder skifter hannerne til en meget farveprægtig fjerdragt i parringstiden, hvor de skal konkurrere med andre hanner om hunnerne, mens de uden for parringstiden er mere anonyme i fjerdragten. Hunnerne er derimod altid camouflagefarvede. Det yder dem beskyttelse, når de ruger på æggene, og da de ikke skal konkurrere indbyrdes som hannerne, har der ikke været nogen grund til udvikling af en spraglet fjerdragt.

Mange dyr bruger farver som advarselssignaler. Giftfrøer og giftige insekter har stærke farver, som gør dem let genkendelige. Har et rovdyr først forgrebet sig på dem én gang, husker det udseendet og undgår disse dyr i fremtiden. Andre, helt ufarlige dyr udnytter denne effekt for at opnå bedre beskyttelse. De har farvetegninger, der helt ligner de giftige arters, og opnår på den måde en beskyttelse; fænomenet kaldes mimicry. I Danmark kendes det bl.a. fra de sort- og gulstribede svirrefluer (Syrphidae), der i udseende minder om hvepse, og i Amerika findes en gruppe ugiftige snoge, som ligner de giftige koralslanger (Micrurus).

Farveskifte. Nogle dyr kan skifte farve efter situationen. Kamæleoner skifter fra svage til stærke farver på få minutter, når de bliver aggressive, og en del padder, bl.a. skrubtudsen, kan i et vist omfang skifte farve efter omgivelserne. Farveskiftet sker ved, at pigmentet i pigmentcellerne koncentreres eller spredes og derved svækker eller forstærker farven. Sæsonbestemte farveskift kendes også i lighed med fuglenes og skyldes en forøgelse eller reduktion af pigmentcellernes antal og dermed af farvestoffernes koncentration. Pigmentbevægelserne styres hos padder og fisk af hypofysehormonet intermedin, hos fisk desuden nervøst, idet pigmentcellerne er innerveret af både det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Se også farveplanter og plantepigmenter.

Læs mere om farve.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bengt Holst: farve (farver i dyreverdenen) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=74488