Refleksionsloven er en fysisk lov, der beskriver refleksion, dvs. spejling, af bølger i grænselaget mellem to homogene medier med forskellige bølgehastigheder.

For lysbølger gælder refleksionsloven ved overgange mellem materialer med forskellige optiske egenskaber, fx fra luft til glas, luft til metal og glas til vand.

Refleksionsloven siger, at den indfaldende stråle, den udgående stråle og normalen til grænsefladen ligger i samme plan (indfaldsplanet), og at vinklen mellem den indfaldende stråle og normalen (indfaldsvinklen) er lig med vinklen mellem den udgående stråle og normalen (udfaldsvinklen). Refleksionsloven gælder kun for grænseflader, der lokalt kan opfattes som flade, herunder for spejle. Denne form for refleksion benævnes også spekulær refleksion (efter speculum) og står i modsætning til diffus refleksion.

Ved refleksion fra materialer, hvor en del af bølgen også transmitteres, beskriver Snells lov tilsvarende retningen af den del af bølgen, der transmitteres i det andet materiale. Refleksionsloven og Snells lov gælder også for andre bølger end lys, bl.a. seismiske bølger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig