Magneto-optik, materialers optiske respons på et ydre påtrykt magnetfelt. De fundamentale magneto-optiske effekter afledes fra Zeeman-effekten, herunder Faraday-rotationen, hvor polarisationsvektoren af en lysstråle, der udbreder sig parallelt med et ydre magnetfelt, roterer proportionalt med feltets styrke uafhængigt af retningen af lysstrålen. Kombineres Faraday-rotationen med en tilsvarende retningsafhængig rotation i naturligt dobbeltbrydende krystaller, dannes et optisk element, der svarer til en diode, hvor lyset kun kan transmitteres i én retning (optisk diode).
Den Kerr-magneto-optiske effekt findes i ferromagnetiske materialer, hvor spredning af lys på magnetiske domæner ændrer polarisationen af lyset. Denne effekt er af betydning for realisering af datalagringsmedier.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.