Radioaktive henfaldsserier, radioaktive familier, tre grupper af naturligt forekommende radioaktive isotoper. Udgangspunktet for serierne er isotoper med så lang halveringstid, at de ikke har nået at henfalde helt i løbet af de 4,6 mia. år, Jorden har eksisteret. Uran- eller uran-radium-serien begynder med uran-238 (halveringstid 4,5 mia. år), der gennem alfa- og betahenfald omdannes til radium-226 og ender med den stabile bly-206. Thorium-serien begynder med thorium-232 (halveringstid 14,1 mia. år) og ender med den stabile bly-208. Actinium- eller uran-actinium-serien begynder med uran-235 (halveringstid 0,7 mia. år), der henfalder til actinium-227 og videre til den stabile bly-207. En fjerde serie, neptunium-serien, findes ikke i naturen, men kan fremstilles kunstigt.