Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N-stråler

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

N-stråler, (1. led efter den franske by Nancy, Blondlots hjemby), særlige stråler beskrevet af den franske fysiker René-Prosper Blondlot (1849-1930), som, omend med besvær, fejlagtigt mente at kunne erkende deres udsendelse fra bl.a. mange metaller; opdaget i 1903 under arbejdet med polariserede røntgenstråler. Opdagelsen blev bekræftet af flere fysikere, især franske, og var 1903-06 emne for omkring 300 artikler.

Under et besøg hos Blondlot i september 1904 fjernede den amerikanske fysiker Robert Williams Wood uset et essentielt aluminiumsprisme under observationer af N-stråle-spektre, uden at det på nogen måde påvirkede målingerne. Med en artikel i det internationale tidsskrift Nature aflivede Wood samme måned effektivt myten om N-strålerne. Alligevel modtog Blondlot i december det franske videnskabsakademis prestigefyldte Le Conte-pris på 50.000 franc.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen: N-stråler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133294