Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

attraktor

Oprindelig forfatter Bohr Seneste forfatter sthornval

attraktor, nøglebegreb i den geometriske teori for dynamiske systemer — dvs. den moderne bevægelseslære. Betegnelsen anvendes i matematik og fysik i teorien for differentialligninger og itererede afbildninger (se iteration). En attraktor beskriver den endelige bevægelse efter lang tids forløb — fx en periodisk bevægelse, som fremkommer efter indsvingninger — og betegnelsen anvendes, fordi mange forskellige startbetingelser giver samme langtidsbevægelse og altså fører til samme attraktor.

De simpleste eksempler på attraktorer er fikspunkter og grænsecykler. Ved fikspunkter bringes dynamikken til hvile, mens den ved grænsecykler ender i periodisk bevægelse. For differentialligninger i et todimensionalt rum dækker disse to typer stort set alle muligheder, men i flere dimensioner er der mulighed for såkaldte strange attractors, som har fraktal-struktur, og for hvilke bevægelsen er kaotisk.

Ordet attraktor kommer af engelsk attractor 'tiltrækker', af latin ad- og trahere 'trække'.

En berømt strange attractor er Lorenz-attraktoren; den blev i 1963 fundet af meteorologen E.N. Lorenz i et tredimensionalt system af differentialligninger, som beskriver instabiliteten i en væske, der opvarmes fra neden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tomas Bohr: attraktor i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41785