En kraftpartikel er en tidligere populær dansk betegnelse for en gauge-boson; en elementarpartikel, der bærer en af de fire fundamentale naturkræfter: 1) de elektromagnetiske kræfter, 2) de stærke kernekræfter, 3) de svage kernekræfter og 4) de gravitationelle kræfter eller tyngdekræfter. I dag benyttes på dansk oftest det engelske navn gauge-bosoner.

Begrebet kraftpartikel kan i øvrigt siges at være en smule misvisende, idet alle elementarpartikler, der vekselvirker med hinanden, kan betragtes som vekselvirkende via fundamentale kræfter. De elektromagnetiske kræfter bæres af fotoner (lyskvanter), de stærke kernekræfter af gluoner, de svage kernekræfter af W±- og Z0-partikler. Disse har alle et spin på 1 (i enheder af Plancks konstant divideret med 2π). Tyngdekræfterne formodes at være båret af feltkvanter kaldet gravitoner med et spin på 2; de er dog endnu ikke eksperimentelt direkte påvist (se kvantegravitationsteori), skønt dette efter stort set alles overbevisning kun skyldes deres uhyre svage vekselvirkninger med hinanden og med stof.

Kraftpartikler er bosoner i modsætning til stofpartikler (kvarker og leptoner), der er fermioner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig