Nanorør, rør, hvis diameter er i størrelsesordenen nanometer (nm, 10-9 m); især rør af kulstof, der er opbygget, som om de var dannet ved foldning af krystalplanerne i grafit. De tyndeste rør er ca. 1,4 nm tykke og kan være flere mikrometer lange med stor mekanisk styrke. Afhængigt af opfoldningens karakter (helicitet) leder rørene en elektrisk strøm enten som et metal eller som en halvleder. Nanorør spås en stor fremtid inden for nanoteknologi.