Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

de Sitters kosmologi

Oprindelig forfatter BF Seneste forfatter Redaktionen

de Sitters kosmologi, teori om Universets opbygning fremsat af Willem de Sitter i 1917 (året efter Einsteins almene relativitetsteori). De Sitters kosmologi fremstiller et masseløst univers og bygger på antagelsen om den kosmologiske konstant i Einsteins feltligninger. I modsætning til Einsteins egen statiske kosmologi fra 1917 giver den kosmologiske konstant i de Sitters kosmologi anledning til en eksponentiel udvidelse af rummet. Derved foregreb de Sitters kosmologi rødforskydningen af fjerne galakser. Både Einsteins og de Sitters kosmologi blev hurtigt afskrevet som realistiske bud på kosmologiske modeller, men de Sitters kosmologi betragtes som en vigtig forløber for de teorier, efter hvilke den kosmologiske konstant i en kort, tidlig periode pressede Universet til at udvides eksponentielt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Felsager: de Sitters kosmologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=62122