En begivenhedshorisont er i klassisk fysik randen af et område i rummet, hvorfra intet kan undslippe.
Et accelereret referencesystem skaber en begivenhedshorisont i den bagudgående retning, den såkaldte Rindler-horisont. Denne begivenhedshorisont er opkaldt efter en østrigsk-britiske fysiker Wolfgang Rindler (1924-2019), der også var den første til at introducere terminologien.
Bedst kendt er begivenhedshorisonten omkring et sort hul. Radius for denne begivenhedshorisont omkring et sort hul kaldes Schwarzschild-radius, opkaldt efter fysikeren Karl Schwarzschild, der kort efter at Einstein havde skrevet sin revolutionerende artikel om generel relativitetsteori i 1915 fandt den eksakte løsning til Einsteins ligninger i det specialtilfælde, hvor alt stof er samlet i et punkt – det, vi i dag betegner som et sort hul.
Populært beskrives begivenhedshorisonten omkring et sort hul som liggende ved den radius, ved hvilken tyngdekraften er så stærk, at intet, selv ikke lys, kan undslippe. Dette er korrekt i den klassiske fysik, og det kom som en stor overraskelse i 1974, da den britiske fysiker Stephen Hawking kunne vise, at kvantemekaniske effekter får sort huller til at udsende stråling. Faktisk udsender sorte huller elektromagnetisk stråling præcis som et varmt legeme, den såkaldte hulrumsstråling. Hawkingstråling er ganske svag for store astrofysiske sorte huller, men stiger i styrke efterhånden som de sorte huller mister masse (energi) på grund af strålingen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.