Inertifusion. Øverst: En brændstofpille placeres i centret af et tykvægget reaktorkammer. I midten: Kortvarige lyspulser (1 ns) fra mange meget kraftige lasere fokuseres samtidig på pillen. Overfladematerialet fordamper og skydes ud i alle retninger. Rekyltrykket komprimerer og opvarmer den resterende del af pillen til fusionstemperaturer, og fusionsprocessen går i gang. Nederst: Fusionsenergien absorberes i kammervæggen, hvorfra den som varme føres til en dampturbine og omdannes til elektrisk energi.

.

Inertifusion, gren af fusionsforskningen, hvor man forsøger at producere fusionsenergi ved at komprimere små piller, som kan bestå af nedfrosset fusionsbrændstof eller være små kugleformede metalkapsler fyldt med brændstof, så hurtigt og kraftigt, at de for fusionsprocesserne nødvendige temperaturer og tætheder opnås. Kompressionen foregår ved, at der samtidig rettes meget kraftige og kortvarige energistråler fra mange sider mod pillens overflade. Vekselvirkningen mellem strålen og pillen vil da få dennes overflademateriale til at fordampe, og det store tryk, der derved opstår, vil komprimere og derved opvarme den resterende del af pillen. Hvis der kan opnås kompressioner på mindst 1000 gange, vil fusionsprocesserne starte i pillens centrale del og forløbe, så længe brændstoffet er holdt sammen af dets masses inerti; heraf navnet inertifusion. Der er altså tale om, at man vil producere fusionsenergi ved kontinuerligt at bringe en række små "brintbomber" til eksplosion i et reaktorkammer.

De energistråler, der skal komprimere pillerne, kan enten være laserlys (se laserfusion) eller stråler af tunge eller lette ioner fra en partikelaccelerator. Det har endnu ikke (2009) været muligt at opnå den nødvendige kompression; hovedproblemet er at skabe tilstrækkeligt energirige stråler, der på mindre end en milliardtedel af et sekund kan afsætte deres energi jævnt fordelt over pilleoverfladen.

Den største forskningsindsats på dette område foregår i USA og i Japan, som bruger ca. 25% af deres budgetter på fusionsområdet til forskning i inertifusion. Da denne forskning har store militære implikationer, er der ikke samme åbenhed om dens resultater, som der er om resultaterne fra forskningen i magnetisk indesluttet fusion. I Europa består indsatsen på dette område i al væsentlighed i, at man prøver at følge resultaterne fra USA og Japan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig