Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

trådkammer

Oprindelig forfatter JJGaa Seneste forfatter Redaktionen

trådkammer, apparat, der bruges i kerne- og partikelfysik til at bestemme en ioniserende partikels spor i to dimensioner. Det består af en gasfyldt beholder, der indeholder et antal parallelle planer, hver bestående af tynde (diameter 10-50 μm), parallelle metaltråde anbragt med få millimeters mellemrum. Trådene forbindes til en positiv højspændingskilde og en elektronisk enhed, der kan registrere en lille ændring i hver enkelt tråds spænding. Elektroner, der løsrives, når en partikel ioniserer gassen på sin vej gennem kammeret, vil hovedsagelig søge mod den tråd, der ligger nærmest. I nærheden af tråden forøges elektronernes antal kraftigt (se proportionaltæller), hvorved der opstår en målbar spændingsændring.

Ved at anbringe flere trådplaner efter hinanden med trådene orienteret i forskellige retninger kan man ud fra mønstret af signaler bestemme positioner på partiklens bane med en præcision på ca. 200 μm. Trådkammeret er udviklet af den franske fysiker G. Charpak, som fik nobelprisen i fysik i 1992 for dette arbejde.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Jørgen Gaardhøje: trådkammer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174875