Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

time projection chamber

Oprindelig forfatter JJGaa Seneste forfatter Redaktionen

time projection chamber, TPC, apparat, der bruges i kerne- og partikelfysikken til at bestemme en ioniserende partikels spor i tre dimensioner. TPCet er en moderne afløser til boblekammeret og tågekammeret. Et TPC består af en gasfyldt beholder, hvori der opretholdes et homogent elektrisk felt. Den indkommende partikel løsriver elektroner fra gassen langs sin vej, og feltet leder disse mod et todimensionalt gitter af elektroder, som registrerer elektronerne i form af to koordinater. Ved passende valg af gasblanding og feltstyrke bevæger elektronerne sig med samme konstante hastighed. En måling af deres vandringstid (deraf apparatets navn) tillader derfor en beregning af den tredje koordinat i form af afstanden til ioniseringssporet, der således bliver rumligt bestemt i tre dimensioner og kan afbildes vha. en computer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Jørgen Gaardhøje: time projection chamber i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172235