Højtryksteknik, teknik til skabelse og anvendelse af høje tryk. Mange processer (fx kemiske reaktioner) kræver et højt tryk for at kunne gennemføres, fx pga. kemiske ligevægtsforhold, eller fordi reaktionshastighederne begunstiges af højt tryk. Derudover er der et generelt behov for at kunne undersøge stofegenskaber ved højt tryk.
For at kunne lave forsøg eller produktion ved høje tryk skal man både have beholdere, der kan holde til trykket, og man skal kunne frembringe det høje tryk. De ældste trykbeholdere var kanonrør, hvor detonationstrykket kunne være op til 100 atm. I 1681 fremstillede Denis Papin (1647-1714) den første trykkoger. Den egentlige højtryksteknik blev udviklet 1869-94 i Tyskland; ammoniaksyntesen, der kræver høje tryk, var i 1913 det foreløbige højdepunkt. Moderne højtryksbeholdere kan være smedede eller opbygget af flere lag, som evt. kan være viklet omkring en kerne.
Når det gælder etablering af tryk, er den første mulighed opvarmning i en trykbeholder — jo højere temperatur, desto højere tryk. Den næste er at anvende den pumpe, der hører til en hydraulisk presse, og pumpe væske ind i en beholder fyldt med gas. Herved mindskes gassens volumen, og trykket stiger. Den tredje mulighed er at anvende en kompressor. Her pumpes en gasmængde sammen, og trykket stiger. I 1805-06 kunne briten T. Northmore (1766-1851) komprimere klor op til 18 atm. I den sidste fjerdedel af 1800-t. udvikledes kompressorerne for alvor, og i 1895 komprimerede C.v. Linde luft til 200 atm.
Materialekendskab er en vigtig del af højtryksteknikken; brint angriber fx stål ved høje tryk. Udviklingen af højtryksteknikken har i høj grad været betinget af en metallurgisk udvikling, og omvendt har teknikkens behov ansporet metallurgien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.