Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

torsion

Oprindelig forfatter Elbek Seneste forfatter Redaktionen

torsion, (af lat. torsio 'vridning', gen. torsionis, afledn. af torquere 'sno, vride'), snoning, elastisk deformation af et fast legeme som udsættes for et kraftmoment om en akse. Et simpelt eksempel er en homogen, cirkulær cylinder, hvis endeflader er vinkelrette på cylinderaksen (her tænkt lodret). Fastholdes den nederste endeflade, mens den øverste påvirkes af kraftmomentet M om aksen, vil den øverste endeflade drejes en vinkel θ i forhold til den nederste. Alle andre tværsnit af cylinderen drejes en vinkel, som aftager jævnt mod nul ned gennem cylinderen. Har cylinderen radius R og længde L, er det nødvendige kraftmoment M = GπR4θ/2L, hvor G er materialets forskydningsmodul. Se også elasticitet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Elbek: torsion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173214