Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mekanik (oldgræsk opfattelse af mekanik)

Oprindelig forfatter CGTor Seneste forfatter Redaktionen

Ifølge Aristoteles' fysiske teori bevæges alting af noget, men bevægelsen er knyttet til tingen selv og ikke, som i den newtonske fysik, til relationen mellem ting (kraft). På Jorden findes to slags bevægelse, dels den naturlige bevægelse mod/fra Jordens centrum, hvorved alle genstande søger til deres naturlige plads, "tunge" ting søger nedad, "lette" opad, indtil de når en ligevægt med omgivelserne eller hindres i deres bevægelse; dels den tvungne, som kan påføres genstande, men som efter en tid vil vige for den naturlige, fx et kast.

Aristoteles' dynamiske lov kan formuleres således: Et legemes hastighed er ligefrem proportional med den bevægende kraft og omvendt proportional med det omgivende stofs modstand (fx luft, vand). Aristoteles afviste dermed eksistensen af det tomme rum, hvori legemer ville bevæge sig med en uendelig hastighed, hvilket han fandt absurd. Ved "naturlige bevægelser" skulle tunge legemer altså falde hurtigere end lette, hvilket først Galilei påviste var en falsk påstand. Ved "tvungne bevægelser" viste Aristoteles, at der er en nedre grænse for, hvor lille den bevægende kraft kan være i forhold til genstanden, men han gav ikke en tilfredsstillende forklaring på kraftoverførslen. Først Aristoteleskommentatoren Filoponos indførte i 500-t. e.Kr. den såkaldte impetusteori, en forløber for inertiens lov, hvorefter det kastede legeme optager og gradvis afgiver kraften, indtil den naturlige bevægelse bliver den dominerende.

Læs mere om mekanik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen: mekanik (oldgræsk opfattelse af mekanik) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123760