Korrespondensprincippet, (1. led af mlat. correspondentia, se korrespondance), princip i fysikken, som vedrører forholdet mellem kvantemekanik og klassisk mekanik. Princippet fastslår, at der skal være overensstemmelse mellem kvantemekanikkens og den klassiske fysiks resultater i den (makroskopiske) grænse, hvor den klassiske fysiks resultater er bekræftet af erfaringen. Korrespondensprincippet formuleres også som et krav om, at kvantemekanikkens resultater skal stemme overens med resultaterne fra den klassiske fysik, når man har at gøre med meget store kvantetal, fx det kvantetal n, der indgår i beskrivelsen af hydrogenatomet.

Korrespondensprincippet blev indført af Niels Bohr, da han i 1913 udviklede sin tidlige atomteori. Motiveringen var den klassiske fysiks succes i beskrivelsen af store områder af makroskopisk fysik. Selvom kvantemekanikkens begrebsverden er principielt forskellig fra den klassiske fysiks tankesæt, må resultaterne af de to beskrivelser stemme overens i grænsetilfældene. Bohr benyttede korrespondensprincippet i sin tidlige atommodel til at sammenstille kvantebeskrivelsens overgangsfrekvens ved en strålingsovergang mellem to nabotilstande med den klassiske omløbsfrekvens for elektronen i banen. Ved høje værdier af kvantetallet n udsiger korrespondensprincippet, at de to frekvenser skal stemme overens. Denne identifikation førte Bohr til en bestemmelse af den såkaldte Rydbergkonstant, som viste sig at passe med den eksperimentelle værdi. Dette resultat var stærkt medvirkende til, at samtiden blev overbevist om rigtigheden af Bohrs atommodel med dens stationære tilstande og kvantebetingelser.

Bohr udnyttede også korrespondensprincippet i sin analyse af grundstoffernes periodiske system. Senere er det anvendt til andre forhold i kvantemekanikken. Kvanteoptiske forsøg har direkte kunnet underbygge princippets udsagn, bl.a. har man for store værdier af n kunnet fremstille elektronbølgepakker, der bevæger sig i klassiske baner omkring kernen, og man har kunnet følge disse bølgepakkers bevægelse gennem flere baneomløb.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig