Bevarelseslove, love, hvorefter visse størrelser er konstante under processer i et isoleret fysisk system. Der sker fx ingen ændring i kuglernes samlede impuls eller energi ved et sammenstød mellem to billardkugler. I klassisk fysik er energi, impuls, impulsmoment og desuden elektrisk ladning bevarede størrelser. I kvantefysik og partikelfysik er der yderligere bevarelseslove for baryontal, leptontal, paritet, særhed (strangeness) og isospin. De tre sidste bevarelseslove er ikke absolutte, da de ikke gælder processer, som skyldes den svage vekselvirkning. Isospin er desuden ikke bevaret ved elektriske vekselvirkninger.

Bevarelseslovene hører til de mest fundamentale i fysikken. De giver enkle udsagn om resultatet af komplicerede processer og forklarer, at visse processer ikke kan finde sted. Bevæger fysikken sig ind på ukendte områder, er en stædig fastholden af bevarelseslovene ofte den eneste ledetråd.

Bevarelseslovene er knyttet til fundamentale symmetriegenskaber ved rum og tid. Bevarelse af energi følger således af, at et fysisk eksperiment giver samme resultat, når det gentages senere. Man siger, at naturlovene er invariante over for en tidstranslation. Tilsvarende følger bevarelse af impuls og impulsmoment af, at det tomme rum er ens alle steder og i alle retninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig