Coulomb-excitation, atomkernereaktion, hvor en kerne anslås til højere energitilstande af det elektriske felt (Coulombfeltet) fra en forbipasserende kerne; først observeret i 1953. Processen anslår fortrinsvis de kollektive tilstande (rotationer og vibrationer), som beskrives ved Bohr-Mottelsons atomkernemodel, og har derved væsentligt forøget kendskabet til kernens form og svingninger.