Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bohrs dråbemodel

Oprindelig forfatter Elbek Seneste forfatter Redaktionen

Bohrs dråbemodel, modelforestilling om atomkernen som en væskedråbe. Atomkernen er en tæt sammenpakning af protoner og neutroner, som er indbyrdes bundet af stærke kernekræfter og i stadig bevægelse. Dette system kan ikke beskrives i detaljer, men det minder om en væskedråbe, hvis molekyler på lignende måde er bundet til hinanden. En dråbes totale bindingsenergi er proportional med dens volumen med et fradrag, proportionalt med overfladen, for de yderste molekyler; en dråbe kan desuden være elektrisk ladet.

Disse egenskaber — overført til kernerne — ledte i 1935 C.F. von Weizäcker til en formel for deres bindingsenergi. Niels Bohr så i kernedråbens svingninger og vibrationer en mulig forklaring af kernernes energitilstande og udviklede i 1939 sammen med J.A. Wheeler teorien for fissionsprocessen ud fra dråbemodellen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Elbek: Bohrs dråbemodel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49095