Optisk fonon, energikvantum knyttet til optiske svingninger i faste stoffer. I modsætning til de akustiske svingninger, der er omtalt under fonon, går frekvensen af optiske svingninger i faste stoffer ikke mod nul, når bølgevektoren bliver lille (dvs. at bølgelængden bliver stor). Optiske svingninger optræder, når krystallens enhedscelle indeholder mere end ét atom. Navnet skyldes, at optiske svingninger i ionkrystaller kan vekselvirke med elektromagnetisk stråling og derfor bestemmer mange af disse krystallers optiske egenskaber.