Wolfgang Paul, 10.8.1913-7.12.1993, tysk fysiker, professor ved universitetet i Bonn og direktør for dets fysiske institut 1952-81. Paul har især beskæftiget sig med molekylstrålefysik, massespektrometri og højenergi-elektronfysik. Han udviklede den såkaldte Paul-fælde, en partikelfælde, som kan indfange og fastholde ladede partikler. Sammen med den tyskfødte amerikanske fysiker Hans G. Dehmelt, som havde udviklet en anden type partikelfælde, Penning-fælden, fik Paul nobelprisen i fysik i 1989 (de delte halvdelen af prisen, den anden halvdel tildeltes N.F. Ramsey).