Richard P. Feynman var en amerikansk fysiker, der fik Nobelprisen i fysik i 1965 sammen med J.S. Schwinger og S. Tomonaga for sit arbejde med den såkaldte kvanteelektrodynamik, der teoretisk beskriver samspillet mellem elektromagnetisk stråling, elektroner og positroner.
Richard P. Feynman
Faktaboks
Richard Phillips Feynman
- Født
- 11. maj 1918
- Død
- 15. februar 1988
Arbejdet der ledte til Nobelprisen
Det lykkedes Feynman at løse de tilbageværende problemer med at forene resultaterne fra kvantemekanikken med relativitetsteorien. I forbindelse med dette arbejde udviklede han Feynman-diagrammet, som på en enkel og anskuelig måde muliggør komplicerede beregninger af elementarpartiklers vekselvirkning.
Uddannelse og karriere
Richard P. Feynman var uddannet på MIT (Massachusetts Institute of Technology) og fik sin ph.d. på Princeton University i 1942 under John Wheeler. I årene 1943-45 deltog han i Manhattanprojektet. Fra 1950 og resten af sit liv var han tilknyttet California Institute of Technology (Caltech).
Feynmans stil og personlighed
Feynman vandt ikke blot indflydelse i kraft af sine videnskabelige teorier, men i høj grad også i kraft af sin karismatiske og uhøjtidelige stil, hvor elementer af leg, overlegen begavelse og intuition indgik i en frugtbar og kreativ kombination. Disse egenskaber gjorde desuden Feynman til en af 1900-tallets mest inspirerende formidlere af naturvidenskab, bl.a. dokumenteret i en række tv-udsendelser og i de skelsættende The Feynman Lectures on Physics (1963-65).
Richard P. Feynmans stil og personlighed har givet anledning til en lang række anekdoter om hans evne til respektløst og tilsyneladende ubesværet at overvinde enhver forhindring. Feynman udgav selv en samling af disse historier, Surely You're Joking, Mr. Feynman! (1985).
Feynman spillede en afgørende rolle i havarikommissionen efter rumfærgen Challengers eksplosion i 1986.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.