Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pierre Curie

Oprindelig forfatter OKnu Seneste forfatter Redaktionen

Pierre Curie, 15.5.1859-19.4.1906, fransk fysiker. I 1880 opdagede han sammen med sin bror Jacques Curie (1855-1941) piezoelektriciteten, som han derefter udnyttede til konstruktion af et meget fintmærkende nulelektrometer. I 1882 blev han laboratorieleder ved den nyoprettede École municipale de physique et chimie i Paris. Her undersøgte han i en årrække magnetisme samt symmetrier i krystaller. Han formulerede Curies lov for paramagnetisme og opdagede, at ferromagnetiske materialer ved en bestemt temperatur, senere kaldet Curietemperaturen, skifter fra ferromagnetisk til paramagnetisk opførsel.

I 1896 begyndte hans samarbejde med hustruen, Marie Curie. Deres banebrydende studier af radioaktive stoffer foregik for det meste i Pierre Curies laboratorium. Hans bidrag til arbejdet bestod for en stor del af præcisionsmålinger. Fx målte Curie og en assistent i 1903, at et gramatom radium afgav 22,5 kcal/h; dermed bestemte de som de første varmeafgivelsen fra et radioaktivt stof. Halvandet år før sin død blev Curie udnævnt til professor i fysik ved Sorbonne. I 1910 vedtog en international kongres at opkalde en enhed for radioaktivitet efter Pierre Curie.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Knudsen: Pierre Curie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=59996