Michael Faraday

Efter en elementær skolegang kom Michael Faraday som 14-årig i bogbinderlære. I læretiden tilfredsstillede han sin læsetrang med de bøger, hans mester fik til indbinding; senere kom han ind i en gruppe af selvlærte unge mænd, der diskuterede naturvidenskabelige opdagelser og udførte forsøg, bl.a. med elektricitet.

Efter udstået læretid lykkedes det Faraday ham i 1813 at blive ansat som laboratoriebetjent ved The Royal Institution of Great Britain, hvor han blev personlig assistent for den berømte kemiker H. Davy. Her udviklede han sig hurtigt til en fremragende kemiker; Davy tildelte ham efterhånden selvstændige opgaver, og i 1816 offentliggjorde han sin første artikel under eget navn. I 1824 blev han medlem af Royal Society, og han forfremmedes til laboratorieleder og senere til professor på Royal Institution, hvor han boede og arbejdede, indtil hans svigtende helbred i 1862 tvang ham til at gå af.

I 1821 fik han en stangmagnet til at rotere omkring en strømførende leder og en leder til at rotere omkring en stangmagnet, hvorved han skabte verdens første elektromotor. Ti år senere opdagede han den elektromagnetiske induktion. Han gennemførte en grundig undersøgelse af de forskellige former for induktion og skabte den første jævnstrømsgenerator i form af en kobberskive, som med et håndsving kunne sættes i rotation mellem polerne på en kraftig elektromagnet. Det var på grundlag af disse undersøgelser og forsøg, at han formulerede den generelle induktionslov.

En omfattende serie elektrokemiske undersøgelser fra 1833-34 resulterede i formuleringen af Faradays to elektrolytiske love. I 1837 påviste han, at forskellige isolatorer polariseres i uens grad af elektriske kræfter, og han indførte en ny materialkonstant, senere kendt som den relative dielektricitetskonstant, til at karakterisere denne egenskab. I 1845 opdagede han, at der sker en drejning af polarisationsplanen, når polariseret lys sendes gennem et stykke glas, der er anbragt i et stærkt magnetfelt (se Faraday-rotation).

Hermed var der for første gang påvist en forbindelse mellem magnetisme og lys, og opdagelsen blev en vigtig forudsætning for J.C. Maxwells elektromagnetiske lysteori. Samme år opdagede han diamagnetismen og paramagnetismen.

Alle disse eksperimentelle arbejder foregik parallelt med teoretiske overvejelser, som gradvis førte til udviklingen af et nyt begrebsapparat. Allerede fra begyndelsen var Faraday skeptisk over for de gængse anskuelser om, at elektriske og magnetiske virkninger er direkte fjernvirkninger, men hans totale mangel på matematisk uddannelse forhindrede ham i at værdsætte de matematiske teorier, som var udviklet på dette grundlag.

I stedet visualiserede han en magnets virkninger ved hjælp af de "kraftlinjer" (senere: "feltlinjer"), der ses som et mønster, når man drysser jernfilspåner på et stykke papir nær magneten. Disse satte ham bl.a. i stand til at formulere induktionsloven uden brug af matematiske symboler.

Efterhånden udviklede disse forestillinger sig til et egentligt feltbegreb, som i hænderne på hans matematisk kyndige disciple, W. Thomson (den senere lord Kelvin) og J.C. Maxwell, blev grundlaget for den elektromagnetiske feltteori.

Med hjælp fra den græskkyndige professor William Whewell indførte Michael Faraday en række nye ord, som blev internationale videnskabelige standardudtryk, såsom elektrolyse, elektrolyt, elektrode, anode, katode, ion, anion, kation, dielektrikum og diamagnetisme.

• induktionsloven
• Faradays love
• Faraday-rotationen