Léon Brillouin, 7.8.1889-1969, fransk fysiker, professor i teoretisk fysik ved Sorbonne 1928-32 og fra 1932 ved Collège de France. Fra 1941 boede han i USA på nær årene 1945-46, hvor han underviste på Collège de France. I 1946-49 var Brillouin professor ved Harvard University, 1949-54 forskningsdirektør i IBM og fra 1954 til sin død professor ved Columbia University. Brillouin var interesseret i tekniske anvendelser af fysikken, men hans mest betydningsfulde arbejde lå inden for teoretisk faststoffysik. I 1927 udledte han det kvantemekaniske udtryk for paramagnetisk susceptibilitet, hvori indgår de statistiske Brillouin-funktioner. I 1931 udviklede han de såkaldte Brillouin-zoner, som spiller en stor rolle i beskrivelsen af faste stoffers elektroniske egenskaber.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.