Faktaboks

Luis Walter Alvarez
Født
13. juni 1911
Død
1. september 1988

Luis Walter Alvarez var en amerikansk fysiker og Nobelprismodtager, der især blev kendt for konstruktioner af mange tekniske og videnskabelige instrumenter.

Alvarez var fra 1936 professor ved University of California, og 1940-1943 udviklede han ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) radarudstyr til brug ved landing af fly og bestemmelse af bombemåls positioner.

I Los Alamos konstruerede han 1944-1945 detonationsmekanismen til atombomben, og han var selv med i et ledsagende fly ved sprængningen af den bombe, der ødelagde 90% af Hiroshima. Senere var Alvarez en engageret fortaler for udviklingen af brintbomben.

I 1968 fik han Nobelprisen for opdagelsen af mange subatomare partikler ved hjælp af brint-boblekammeret, som han selv var med til at udvikle.

Sidst i sin karriere var han, bl.a. sammen med sin søn, geologen Walter Alvarez (f. 1940), en stærk fortaler for "impact-teorien", som forklarer den massive uddøen af livsformer på overgangen mellem Kridt og Tertiær som resultatet af en kæmpemeteors nedslag.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig