Harold E. Edgerton, Harold Eugene Edgerton, 6.4.1903-4.1.1990, amerikansk ingeniør og opfinder. Edgerton er specielt kendt for sin udvikling af fotografisk apparatur og teknik til "fastfrysning" af meget kortvarige begivenheder og ultrahurtige bevægelser. I 1931 konstruerede han en lysgiver, som udsendte overordentlig kraftige lysglimt af under en milliontedel sekunds varighed. Med dette apparat var han fx i stand til at fotografere en geværkugle i flugten. Under 2. Verdenskrig arbejdede Edgerton med meget kraftigt lys til efterforskning af fjenden om natten, og i sine senere år foretog han sammen med J.-Y. Cousteau fotografering på store havdybder.