Edward Mills Purcell, 30.8.1912-7.3.1997, amerikansk fysiker, uddannet elektroingeniør fra Purdue University med videreuddannelse i Karlsruhe og på Harvard University. Under 2. Verdenskrig arbejdede han på Massachusetts Institute of Technology med mikrobølgeradar og blev efter krigen professor ved Harvard. I 1945 opdagede Purcell samtidig med og uafhængigt af F. Bloch en metode til måling af det magnetiske moment af atomkerner i faste stoffer og væsker. Denne opdagelse af kernemagnetisk resonans (NMR) fik afgørende indflydelse på kemiens instrumentelle udvikling efter 1945. NMR benyttes nu rutinemæssigt i kemiske laboratorier. I 1951 påviste Purcell strålingen med bølgelængde 21 cm fra interstellart hydrogen (se også interstellart stof). Purcell og Bloch delte nobelprisen i fysik i 1952 for opdagelsen af NMR.