Superkavitation, fænomen, som forekommer, når kavitationsbobler (se kavitation) vokser og forenes til en stor, dampfyldt boble omkring et objekt, fx et projektil, der bevæges hurtigt gennem en væske, eller en hurtigt roterende skibsskrue. I vand forekommer superkavitation, når objektet har hastigheder op mod 200 km/h. Superkavitation medfører, at gnidningsmodstanden i væsken falder dramatisk, hvilket i princippet muliggør transport med høje hastigheder under vandet.