ionledning

Ionledning, bevægelige ioners ledning af elektrisk strøm. Ionledning forekommer i elektrolytopløsninger, i saltsmelter, i faste ionledere, i kolloide systemer som fx levende celler og i ioniserede gasser. Ionledningsevnen er lille sammenlignet med metallers elektronledningsevne, bl.a. fordi selv den letteste ion er tusinder af gange tungere end en elektron, og dens bevægelse gennem stoffet er hæmmet af omkringværende atomer eller molekyler. Ved stigende temperatur bliver atom- og molekylbevægelserne heftigere, hvilket medfører stigende ionledningsevne. I væsker øges ionledningsevnen med faldende viskositet.

I en elektrolyt forekommer både positive og negative ioner, og elektrolyttens ledningsevne er summen af de enkelte iontypers ledningsevner. Den brøkdel af den totale ledningsevne, som en iontype bidrager med, kaldes iontypens overføringstal. Hver iontypes ledningsevne er proportional med koncentrationen af iontypen og med ionbevægeligheden. I meget fortyndede vandige opløsninger er en bestemt ions bevægelighed kun afhængig af temperaturen, mens den i mere koncentrerede opløsninger også afhænger af, hvilke andre ioner der er til stede. Det skyldes, at ioner med ladning af modsat fortegn tiltrækker hinanden og kan danne par, som er elektrisk neutrale eller har mindre ladning end de enkelte ioner.

I faste ionledere er der oftest kun én iontype, der kan bevæge sig. Dette forhold udnyttes bl.a. i ionselektive elektroder og i visse typer brændselsceller.