Vægtstang, stang eller andet aflangt legeme, der er anbragt på et understøttelsespunkt eller en akse, således at det kan dreje om punktet eller aksen. En vippe på en legeplads er et eksempel på en vægtstang, som er understøttet på stangens midtpunkt. Med et barn i hver ende af vippen kan der skabes ligevægt, selvom børnene har forskellig vægt, hvis det tungeste barn flytter sig nærmere aksen. Ligevægten følger vægtstangsprincippet.

Koben og løftestænger er eksempler på vægtstænger, hvor understøttelsespunktet ikke er i stangens midtpunkt. Ved at anbringe en tung genstand over stangens korte arm kan genstanden løftes eller vippes med en mindre kraftpåvirkning ved at trykke ned på den lange arm. Mange instrumenter til måling af legemers masse benytter vægtstænger, enten ligearmede (understøttet i stangens midtpunkt, fx skålvægt) eller ikke-ligearmede (fx bismer).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig