En antipartikel er i fysikken en elementarpartikel, som er nært beslægtet med sin tilhørende partikel, men som i visse henseender opfører sig modsat denne. Ved sammenstød mellem partikel og antipartikel sker oftest en annihilation, hvorved energi frigøres, for eksempel i form af lyspartikler, fotoner.
Partikel og antipartikel har ens værdier for masse og spin. De elektriske ladninger er af samme størrelse, men har modsat fortegn. Visse elektrisk neutrale partikler er identiske med deres antipartikler. Måske på grund af betegnelsen anti-partikel (og mere generelt antistof), bliver begrebet antipartikel ofte misforstået og tolket som en form for spøgelsesagtigt stof, hvis fysiske identitet er på en anden fod end den af en partikel. Dette er ingenlunde tilfældet, og faktisk følger det af det såkaldte CPT-teorem, at partikler og deres tilhørende antipartikler er på nøjagtig lige fod. Specielt har antipartikler præcis samme masse som deres tilhørende partikler, og de opfører sig således for eksempel på nøjagtigt på samme måde i forhold til tyngdekraften.
Elektronens antipartikel kaldes en positron og er positivt elektrisk ladet. Den blev forudsagt i 1931 som en konsekvens af kvantemekanik og relativitetsteori (se Diracs hulteori og feltteori). Den absolut eneste forskel mellem en elektron og en positron er således deres modsatte elektriske ladninger, idet vi i denne sammenhæng ikke behøveer at skelne mellem retningerne af deres spin. De to atomkernepartikler, proton og neutron, er eksempler på partikler opbygget af kvarker; deres antipartikler, antiproton og antineutron, er tilsvarende opbygget af antikvarker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.