Hall-effekt. Når en strøm (I) på langs af en metalplade påvirkes af et magnetfelt (B) vinkelret på pladen, induceres en elektrisk spænding (VH) vinkelret på såvel strømretning som magnetfelt. Fænomenet betegnes Hall-effekten, og den inducerede spænding Hall-spændingen. Hall-effekten udnyttes bl.a. til måling af magnetfelter.

Hall-effekt, (efter den amerikanske fysiker Edwin Hall, 1855-1938), galvanomagnetisk effekt, som skyldes et magnetfelts indvirkning på en elektrisk strøm. Et magnetfelt vinkelret på strømretningen i et ledende materiale vil skabe en elektrisk spændingsforskel, Hall-spændingen, på tværs af såvel strømretningen som magnetfeltet. For en elektrisk ledende plade, hvori der løber en strøm I påvirket af et derpå vinkelret magnetfelt med fluxtæthed B, er Hall-spændingen givet ved VH = RHBI/d, hvor d er pladens tykkelse, og RH er den såkaldte Hall-koefficient. For ledende materialer med kun én type ladningsbærere er RH = 1/Ne, hvor N er tætheden af ladningsbærere, og e er elektronens ladning. Med flere typer ladningsbærere er udtrykket for RH mere kompliceret, men det bliver igen simpelt ved kraftige magnetfelter: RH = -1/(N-P)e, hvor N og P er tætheden af hhv. elektroner og huller. Halvledere, der har meget få ladningsbærere og dermed stor Hall-koefficient, udnyttes i Hall-sensorer til måling af magnetfelter.

I todimensionale elektrongasser forekommer et specielt kvantefænomen, som betegnes kvante-Hall-effekten. Todimensionale elektronsystemer optræder ved lave temperaturer (ca. 1 K) i MOSFETs (Metal oxide semiconductor field-effect transistors) og GaAs/GaAlAs heterostrukturer. Hall-modstanden, ρxy, som er Hall-spændingen divideret med den elektriske strøm gennem elektrongassen, antager for kraftige magnetfelter i disse systemer kun værdierne h/ne2, hvor h er Plancks konstant, e elektronens ladning og n et helt tal.

Kvante-Hall-effekten blev opdaget i 1980 af Klaus von Klitzing, som for dette arbejde fik nobelprisen i fysik i 1985. Effekten benyttes til fastlæggelse af enheden ohm for elektrisk modstand. Hall-modstanden for n = 1 er h/e2 = 25.812,807 Ω og kaldes von Klitzing-konstanten RK.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig