Absorbans, ekstinktion, optisk densitet, mål for den lysintensitet, et stof har absorberet. Den afhænger af lysets bølgelængde samt af koncentrationen og tykkelsen af stoffet (se Lambert-Beers lov); absorbansen benyttes ofte i forbindelse med spektrofotometri, hvor et stofs absorptionsspektrum angiver absorbansens afhængighed af bølgelængden. Absorbansen defineres som log(I0/I), hvor I0 hhv. I er lysintensiteten før hhv. efter passage af stoffet.