Thomson-spredning, (efter J.J. Thomson), spredning af lys på atomer. I overensstemmelse med klassisk mekanik og elektrodynamik antages det i Thomson-spredning, at atomets elektroner sættes i svingninger med samme frekvens som det indkommende lys og derved udsender stråling med denne frekvens igen, men i alle retninger. Thomsons teori bevarer sin gyldighed i kvanteteorien som den "klassiske grænse" af Compton-spredning, dvs. for små frekvenser. For store frekvenser, især for røntgen- og gammastråling, ændres frekvensen derimod under spredningsprocessen (se Comptoneffekt).