Ovn (Industriovne - Industriovnes konstruktion og hjælpeudstyr), Ovne kan være stationære, tipbare eller roterende. Opvarmningen kan ske ved direkte kontakt med fast brændsel, ved kontakt med forbrændingsgasserne eller ved stråling og elektrisk opvarmning. Fælles er, at ovnene kræver ildfaste og slidstærke foringer og dele af ildbestandigt stål og støbejern.

Der er forskelligt hjælpeudstyr knyttet til industrielle ovne. Forbrændingsluften blæses ind med fx centrifugalblæsere (tidligere brugtes blæsebælge). Kølevand cirkuleres af pumpeanlæg, og større ovne placeres ofte ved søer og floder af hensyn til det store vandforbrug. I nærheden af store ovnanlæg ses ofte graderværker (køletårne). Flere ovntyper blev først økonomisk lønsomme, efter at den varme procesgas blev fuldt udnyttet i regenerativsystemer; det gælder fx glasovne og Siemens-Martin-ovne. Endelig kan det nævnes, at store elektroovne kræver egen transformatorstation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig