Kedel (Kanalrøgrørskedlen), eller 3-træks-kedlen er den almindeligste kedeltype i Danmark. Den består af en eller to ildkanaler, som løber gennem en vandfyldt beholder. Ved konstruktionstryk (vand-/damptryk) under 8 bar kan ildkanalen udføres som et glat cylindrisk rør, hvori forbrændingen foregår. Ved højere tryk anvendes en bølgeformet kanal. Den bageste del af ildkanalen er tilsluttet et indvendigt vendekammer, hvor de varme røggasser vender og ledes ind i andet træk, som består af røgrør frem mod kedelfronten. Her vendes røgen igen bagud gennem tredje træk og videre til skorstenen evt. efter en røggasrensning. Det meste af røggassens varmeindhold er hermed afgivet til det omgivende vand.

Kanalrøgrørskedlen anvendes fortrinsvis til industri og fjernvarmeanlæg. Den kan bygges som dampkedel med én ildkanal i størrelser op til ca. 12 t damp/time (ca. 8 MJ/s) og med to ildkanaler op til ca. 20 t damp/time (ca. 12 MJ/s). Kedeltypen kan indrettes til fyring med praktisk taget alle faste, flydende og gasformige brændsler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig