Kompressionstænding, metode til antændelse af brændstof i dieselmotorer. Når en ladning luft i cylinderen er komprimeret til 30-60 bar, indsprøjtes dieselolien. Indsprøjtningstrykket er 1000 bar eller mere, og brændstofdråberne sønderdeles og fordamper efter kollision med luftmolekylerne, som nu ligger tættere og har forøget hastighed grundet den høje kompressionstemperatur på 550-600 °C. Efter kemiske forreaktioner bryder oliedampene i brand mange steder samtidig.