Energiforbrug er anvendelse af energi til forskellige formål. Der skelnes mellem korrigeret bruttoenergiforbrug og endeligt energiforbrug.

Bruttoenergiforbruget udgør det samlede energiforbrug. Det inkluderer tab ved energiproduktionen, ved konverteringen til andre energiformer og ved distributionen af energien. Derudover korrigeres der for klimaudsving i forhold til et vejrmæssigt normalt år.

Endeligt energiforbrug er den mængde energi, som slutbrugerne forbruger til produktion, opvarmning, belysning mv. Der korrigeres for det tab af energi, der fx fremkommer ved produktion af elektricitet. Det endelige energiforbrug giver således et mere retvisende billede af forbruget.

Bruttoenergiforbruget i Danmark udgjorde i 2021 729 PJ. Det lå forholdsvist stabilt fra slutningen af 1970’erne til 2008, hvorefter det er faldet. Forbruget i 2021 var således 11 % lavere end i 1990.

Det endelige energiforbrug lå i 2021 på 597 PJ. Fordelt på de fire hovedsektorer udgjorde husholdninger 31,2 %, transportsektoren 31 %, fremstillingsvirksomhed 22,2 % og handels- og serviceerhverv 13,8 %. Hertil kom ikke-energiformål, der udgjore 1,5 %.

I forhold til 1990 er det endelige energiforbrug faldet med 16,3 % i produktionserhvervene, mens det er steget med 8,8 % til transport, med 7,5 % i handels- og serviceerhvervene og 0,7 % i husholdningerne.

Sammensætningen af forbruget fordelt på brændsler har ændret sig væsentligt. Forbruget af olieprodukter er reduceret fra over 90 % af bruttoenergiforbruget i 1972 til 43 % i 1990, hvorefter andelen faldt til 33,6 % i 2021. Dette fald blev i første omgang modsvaret af en stigning i forbruget af kul, især i forbindelse med kraftværkernes omlægning fra olie til kul, som overvejende fandt sted i perioden 1975-1985. Kuls andel af bruttoenergiforbruget var 40 % i 1990, men er derefter faldet jævnt, så det i 2021 udgjorde 8,6 %.

Naturgasnettet blev opbygget i Danmark fra begyndelsen af 1980'erne, og forbruget af naturgas steg i takt med nettets udbygning og en aktiv markedsføring, således at naturgas i 2005 dækkede 23 % af bruttoenergiforbruget. Naturgas bidrog således også til at reducere forbruget af olieprodukter. Siden er naturgasandelen faldet og udgjorde i 2021 12,4 %.

Forbruget af vedvarende energi, der også omfatter affaldsforbrænding, er steget markant siden især 2000, hvor andelen af bruttoenergiforbruget udgjorde knap 10 %; i 2021 var andelen af vedvarende energi over 42,6 % og affald 2,6 %.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig