Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lavtemperaturteknik (Lavtemperaturkøleanlæg)

Oprindelig forfatter PW-S Seneste forfatter Redaktionen

De ovenfor beskrevne metoder til fordråbning af luftarter lader sig også anvende som køleanlæg. Hvis fx Linde-processen gennemføres med ren nitrogen, og man undlader at fjerne den dannede væske, har man et køleanlæg, der arbejder ned til 77 K. Benyttes et sådant anlæg til forkøling af et hydrogenanlæg, kan temperaturen sænkes til 20 K, og ved på samme måde at lade dette anlæg forkøle et heliumanlæg er det muligt at komme ned til få grader over det absolutte nulpunkt.

Til køling i mindre målestok er der udviklet en række maskiner, hvor en gas, ofte helium, gennemløber en kredsproces i et lukket system. Som ét eksempel blandt mange kan nævnes Philips' koldluftmaskine, som arbejder efter den såkaldte Stirling-proces, hvor gassen komprimeres under varmeafgivelse til omgivelserne (dvs. næsten isotermt), presses igennem en regenerator, hvor den køles, og dernæst ekspanderer under varmeoptagelse ved den lave temperatur. Endelig bringes gassen tilbage til udgangspunktet (både rumligt og termisk) ved at blive presset tilbage gennem regeneratoren, som nu køles, mens gassen opvarmes.

Udbyttet af processen afhænger i meget høj grad af regeneratorens effektivitet, dvs. dens evne til at overføre varme mellem gassen ved det høje tryk og ved det lave tryk. Ved køling fra omgivelsernes temperatur til nitrogens kogepunkt (300 K til 77 K) vil således hver procent ineffektivitet betyde et tab i kuldeydelse på ca. 20%. Ved en effektivitet på 95%, som under sædvanlige forhold ville være en overordentlig høj værdi, er hele kuldeydelsen derfor gået til i tab. I en totrins version er maskinen i stand til at køle ned til 20 K.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peder Worsøe-Schmidt: lavtemperaturteknik (Lavtemperaturkøleanlæg) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115231