Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hydrogensamfundet

Oprindelig forfatter IC Seneste forfatter Redaktionen

Hydrogensamfundet. UltraCell-batteriet er en methanolbaseret brændselscelle til bærbare computere og andet mobilt udstyr. Methanolbaserede brændselsceller er særlig velegnede til erstatning af batterier i mobilt udstyr. I modsætning til den tidskrævende opladning af et batteri kan methanolbeholderen i en brændselscelle fyldes på mindre end et minut. Fotografi fra 2005.

Hydrogensamfundet. UltraCell-batteriet er en methanolbaseret brændselscelle til bærbare computere og andet mobilt udstyr. Methanolbaserede brændselsceller er særlig velegnede til erstatning af batterier i mobilt udstyr. I modsætning til den tidskrævende opladning af et batteri kan methanolbeholderen i en brændselscelle fyldes på mindre end et minut. Fotografi fra 2005.

hydrogensamfundet, brintsamfundet, hydrogenøkonomien, samfund, hvor man i stedet for som i dag at benytte fossile brændstoffer som olie, kul og naturgas som energibærer benytter sig af hydrogen. Det er her vigtigt at bemærke sig, at der ikke findes nogen direkte naturlige kilder til hydrogen, og at den derfor må fremstilles fra enten konventionelle energikilder (fossile brændstoffer) eller fra elektricitet fra vedvarende energikilder fx ved elektrolyse af vand, som der jo er rigeligt af. Hydrogen udgør kun 0,5 ppm af atmosfæren, hvilket afspejler, at der på den ene side er en stadig omsætning af mikroorganismer på Jordens overflade, hvilket udvikler hydrogen, mens Jordens tyngdefelt på den anden side ikke er stærkt nok til at holde på hydrogenet.

Hvorfor et hydrogensamfund? Et hydrogensamfund er først og fremmest et udslag af, at man ønsker at basere sig på vedvarende energikilder; disse producerer ofte højkvalitetsenergi i form af elektricitet, som man vil have behov for at lagre vha. en energibærer, idet produktion og forbrug ikke nødvendigvis er synkrone. Desuden har man også brug for at kunne lagre energi til transportsektoren, hvor elektricitet ikke umiddelbart finder anvendelse. Altså er der brug for et andet medium som energibærer end fossile brændstoffer, og her kommer hydrogen så ind i billedet. Der kan umiddelbart opregnes fire hovedårsager til, at det i fremtiden vil være fornuftigt at basere sig på andre energibærere og -kilder end de fossile: 1) Forsyningssikkerhed; 2) de fossile resurser er endelige og vil derfor føre til stigende energipriser og ultimativt mangel på energi; 3) udvinding og især afbrænding af fossile brændstoffer giver anledning til miljøbelastninger, ikke mindst udledning af kuldioxid og andre drivhusgasser; 4) ønsket om at begrænse belastningen af nærmiljøet.

Forsyningssikkerhed

Forsyningsmæssigt vil det altid være ønskeligt at kunne fremstille sin energi så tæt på det sted, hvor den skal bruges, som muligt. Dette nedsætter det uundgåelige tab, der altid er forbundet med transport, hvad enten det er transport af olie fra Mellemøsten eller elektricitet i ledninger fra Sverige/Norge. Desuden bliver man mindre afhængig af leverandørens luner, som man så det under energikrisen i 1970'erne.

Annonce

Hydrogensamfundet. En hydrogenbil tankes op på en hydrogentankstation i Burlington, England, 2006.

Hydrogensamfundet. En hydrogenbil tankes op på en hydrogentankstation i Burlington, England, 2006.

Fossile resurser

De fossile resurser, som dybest set blot er opsparet solenergi, er endelige, og man må derfor forberede sig på, at de en dag vil slippe op. Hvornår det sker, er til gengæld vanskeligt at forudsige. Der findes i dag konkrete opgørelser af, hvor store de kendte resurser er i form af olie, gas og kul. Ved at antage et uændret energiforbrug kan man derved skønne over, hvor mange år disse resurser vil kunne strække sig; ud fra 2002-tal er det således skønnet, at der er oliereserver til 45 år, naturgasreserver til 66 år og kulreserver til 190 år. Disse estimater er dog behæftet med en stor usikkerhed, idet energiforbruget forventes at stige i takt med, at en række lande som fx Indien og Kina industrialiseres. Der regnes således med en forøgelse på omkring 50% over de næste 25 år. På den anden side findes der stadig nye energiresurser, ligesom udvindingsteknologien til stadighed forbedres (man kan stadig kun udvinde ca. 25% af olien i en kilde), hvilket trækker i den modsatte retning. Olieselskabernes tilskyndelse til at identificere og estimere olieresurser ud over en fremtid på 40 år er måske begrænset, og faktisk var lignende tal for halvfjerdserne langt mere bekymrende. Endvidere er der store energiresurser, som man endnu ikke har udviklet en rentabel teknologi til at udnytte, som fx tjæresand og methanhydrater. Omfanget af disse resurser er særdeles vanskeligt at estimere, men der tales om en mangedobling af de kendte reserver, som altså kan komme i spil, når de lettilgængelige reserver bliver knappe, og prisen stiger. Hertil kommer, at den korteste horisont for olien temmelig nemt kan forlænges, idet man med kendt teknologi kan omdanne naturgas og kul til kunstig benzin. Faktisk blev denne teknologi i udbredt grad anvendt i Tyskland under 2. Verdenskrig efter at tyskernes felttog mod oliefelterne i Kaukasus var slået fejl. Man blev derfor nødt til at basere sig på kul, og i 1944 producerede Tyskland årligt ca. 600.000 ton brændstof til de transportable enheder. Dette foregik ved først at omdanne kul til syntesegas (også kaldet bygas eller kulgas, jf. gas):
C (kul) + H2O → CO + H2.
Ved hjælp af Fischer-Tropsch-processen kan syntesegassen omdannes til kulbrinter:
nCO + (2n+1)H2 → CnH2n+2 + nH2O,
hvor n er længden af den dannede kulbrinte. Desværre er det vanskeligt at kontrollere n, og man får derfor en fordeling af kulbrinter, som man i et tredje trin må oprense og destillere, inden man har fået et brugbart (og meget rent) brændstof. De mange trin betyder, at det er dyrt, og det har derfor ikke været rentabelt. Imidlertid har de vedvarende høje oliepriser i 2004-05 gjort det rentabelt at implementere denne teknologi for at kunne udnytte lettilgængelige, men fjerntliggende naturgasresurser, og man ser nu en række anlæg blive etableret på verdensplan.

Det må konkluderes, at de fossile resurser, som vi kender dem i dag, er begrænsede, men at problemet ikke er akut.

CO2-problemet

Udvinding af og især afbrænding af fossile brændsler kan påvirke miljøet i betragteligt omfang. De fleste af ulemperne ved fx kul-, olie- og gasudvinding kan elimineres ved passende forholdsregler, ligesom forbrændingen principielt kan gøres forureningsfri ved brug af moderne katalysatorteknologi i henholdsvis transportsektoren og på kraftværkerne. Imidlertid vil der altid ved afbrænding af fossile brændstoffer blive frigivet CO2, som bidrager til drivhuseffekten, og her ligger i virkeligheden hovedmotivationen til at tale om et hydrogensamfund. Hvis man vil eliminere CO2-udslippet er der to veje, man kan gå: 1) Man kan vælge fortsat at basere sin energibærer på kulstofforbindelser, men så skal disse være fremstillet fra en vedvarende energikilde, da udledningen så vil være CO2-neutral. Man kan dyrke energiafgrøder, som kan afbrændes på kraftværkerne (træ og halm), eller man kan omdanne dem (rasp og korn/halm) til fx diesel eller ethanol, der umiddelbart kan indgå i transportsektoren. Dette er utvivlsomt et meget vigtigt bidrag, men spørgsmålet er, i hvilket omfang det kan dække vort energiforbrug. 2) Alternativet er at have en energibærer, som ikke frigiver CO2, når man udløser energien i bæreren, og det er netop her, hydrogen kommer ind i billedet.

Hydrogen fremstilles i dag i store mængder vha. steamreforming ud fra fossile brændsler, idet det i dag er den billigste metode. Hydrogenet bruges næsten udelukkende på produktionsstedet til syntese af ammoniak og methanol samt til hydrogenering på raffinaderierne. Da der således findes effektive metoder til at fremstille hydrogen fra fossile brændstoffer, forskes der i, om der er mulighed for at udnytte denne teknologi til at fjerne CO2 fra fossile brændstoffer vha. en metode, som kaldes sekvestrering (eng. sequestration). Metoden består i, at man udnytter fx steamreforming og water-gas-shift-reaktionen (jf. syntesegas) til at fremstille en blanding af hydrogen og CO2 ved et ret højt tryk. Herfra er det relativt nemt at udskille CO2, som man så kan pumpe tilbage i undergrunden.

Denne proces er dog meget bekostelig, hvis den ikke foretages i store anlæg ved højt tryk, og den er derfor ikke anvendelig til at fjerne CO2 fra bilernes udstødning lokalt. Metoden anvendes i dag til at forøge olieudvindingsgraden fra oliekilder og i øvrigt på oliefeltet Sleipner i Norge, hvor store mængder CO2 kommer op sammen med olien. Her har man siden 1996 årligt pumpet 1 mio. ton CO2 tilbage i Utsira-formationen, der anslås at kunne rumme CO2-produktionen fra Europa de næste 200 år. Der er altså metoder til at fjerne fossile brændstoffers påvirkning af miljøet, men det anslås at ville koste ca. 30% af energiindholdet med et deraf følgende hurtigere forbrug. Der er dog en række ubesvarede spørgsmål omkring sikkerheden i at lagre CO2 på denne måde, da man ikke til fulde kender de geologiske langtidsvirkninger, og i hvilket omfang man kan holde CO2 ude af kredsløbet.

Hydrogensamfundets miljøpåvirkning

Miljøpåvirkningen kan i det store hele elimineres, hvis hydrogen bliver fremstillet fra vedvarende energi. Der er en række undersøgelser i gang for at estimere, om et øget hydrogenudslip vil have nogen uønsket påvirkning af atmosfæren i lighed med den, man for eksempel ser med CFC-gasser, der nedbryder ozonlaget. Der er dog indtil videre ingen tegn på, at det udgør noget større problem. Hydrogen kan fremstilles ved elektrolyse fra vand og forbrændes igen fuldstændig forureningsfrit, hvis man benytter sig af brændselscelle-teknologien. Man kan også anvende brint i konventionelle motorer, men det vil da på grund af de høje temperaturer her ikke kunne forhindre dannelsen af nitrogenoxider (NOx), som så må fjernes som i dag med bilkatalysatorer. Der vil således være tale om store fordele især for nærmiljøet i byerne, hvis hydrogen kombineret med brændselsceller kunne finde indpas i transportsektoren.

De mulige energikilder

På langt sigt skal hydrogen naturligvis fremstilles vha. vedvarende energi, og det er derfor relevant at se på, hvilke resurser der kan tænkes at bidrage signifikant, og hvordan man omsætter hydrogen mest effektivt. De vedvarende energikilder er alle direkte eller indirekte baseret på Solens indstråling. Jorden modtager ca. 10.000 gange så megen energi som Jordens befolkning p.t. forbruger regnet på årsbasis. Dette forhold er desværre ikke fordelagtigt på vores breddegrader, hvor vi kun modtager 200 gange så meget, som vi forbruger på årsbasis. Denne enorme overflod af energi er faktisk ganske vanskelig at omsætte effektivt til en energiform, vi umiddelbart kan anvende, og det er i dag ikke muligt at få øje på en enkelt måde at "høste" den på. Man må derfor benytte sig af de muligheder, der er. Nedenfor opregnes en række af de mest lovende metoder, der kendes i dag.

Solceller

Det mest oplagte er naturligvis at høste Solens energi direkte i form af solceller, der producerer elektricitet. Man kan her opnå effektiviteter, der er ca. 10% eller mere, hvis man anvender kostbare materialer. Dette er ganske højt, men produktionsprisen for cellerne er høj, og det er stadig langtfra rentabelt. Det anslås (men det afhænger jo nøje af effektiviteten), at man skal anvende ca. 10% af Danmarks areal for at dække vores årlige energiforbrug. Endvidere producerer solceller elektricitet, som er en højkvalitetsform for energi, men som i sagens natur skal bruges her og nu. For at tilpasse produktionen, der jo er underlagt døgnets rytmer og vejrliget til det mere rytmiske forbrug, må man omdanne en del af strømmen til fx hydrogen. Den oplagrede energi kan så udløses, ved at hydrogenet omsættes i brændselsceller og atter sendes ud på nettet til forbrugeren fx efter mørkets frembrud. Dette lyder besnærende, idet man vha. elektrolyse kan spalte vand til hydrogen og ilt. Effektiviteten er dog forholdsvis lav, idet man ved sædvanlig elektrolyse har en effektivitet på ca. 65-70% og ved omdannelsen til elektricitet igen en effektivitet på ca. 45-50%, hvilket betyder, at man kun får ca. 30% af energien tilbage igen, mens resten omdannes til varme. Det er generelt kostbart at foretage denne midling over tidsvariationerne i de vedvarende energikilder. En del af problemet kan dog elimineres ved at transportere hydrogenet ud til forbrugeren, der så også kan få glæde af den varme, der dannes, når hydrogen omsættes i brændselscellen. Det er nyttigt i lande som Danmark, hvor vi bruger betydelige energimængder på at opvarme vores bolig, men på globalt plan skal man huske, at der bliver brugt mere energi på at køle end at opvarme boliger; til gengæld har man så som udgangspunkt også mere solenergi at råde over.

Solens lys kan også anvendes til direkte at spalte vandet i hydrogen og ilt. Denne proces, der minder om fotosyntese, kaldes fotokatalyse. Den har den umiddelbare fordel, at den producerer hydrogen direkte, men desværre er denne teknologi endnu længere fra en egentlig udnyttelse trods dens enorme potentiale.

Solens energi omsættes også til andre former for energi, vi kan udnytte mekanisk, såsom bølgeenergi og vindenergi, hvor den sidste klart er den, der er blevet udviklet mest. Vindenergi bidrager med ca. 20% af elproduktionen i Danmark (2004), men her er det vigtigt at erkende, at det stadig kun er ca. 3% af vort totale energiforbrug. Det er med andre ord et yderst vigtigt bidrag til fremtidens energiforsyning, men den vil ikke kunne gøres tilstrækkelig, ikke mindst fordi den lider af den samme svaghed som solcellerne, hvad angår tidsvariationerne i energiproduktionen.

Bioenergi

En anden og velkendt måde at høste Solens energi på er gennem fotosyntese, dvs. ved at udnytte biomasse. Den udgør i dag det største bidrag til den andel af vores energiforbrug, der er skabt med vedvarende energi – nemlig 5,5%, fordelt som 2,0% på halm og 3,5% på træ (2004) (affald med et bidrag på 5% regnes her ikke som vedvarende). Naturens egen effektivitet er ikke specielt høj, idet man under optimale betingelser højst kan opnå fiksering af 1% af den indkomne energi på årsbasis – og så er der endda ikke taget højde for den energi, der bruges til dyrkning, kunstgødning og transport.

Da vi i Danmark modtager ca. 200 gange så megen energi fra Solen, som vi forbruger, burde 1% jo ideelt set være tilstrækkelig. Desværre ser realiteterne anderledes ud. Når man trækker de ikke-dyrkbare arealer (18%) samt skovarealet ud (16%) reduceres landbrugsarealet til ca. 28.900 km2 ud af 43.560 km2 – eller ca. 66%. Af dette landbrugsareal er ca. halvdelen – 15.500 km2 – tilsået med korn, som gav et udbytte på 9,2 mio. ton korn og 6,3 mio. ton halm (1996), der kan omregnes til en brændværdi på ca. 2,3⋅1017 J, idet brændværdien er sat til ca. 15 GJ/ton. Disse tal er naturligvis behæftede med en betydelig variation, idet den årlige produktion og vandindholdet afhænger stærkt af vejrliget, og en variation på op til 30% er ikke usandsynlig. Tallene viser dog, at selvom vi på hele vores dyrkbare landbrugsareal dyrkede korn og halm med henblik på afbrænding, så ville vi kun kunne forvente at få lidt over halvdelen af vores energibehov dækket. Resultatet kan muligvis forbedres ved at inddrage skovarealet og dyrke mere effektive energiafgrøder end korn og halm, men pointen er, at selv i dette regnestykke, hvor der ikke er taget højde for, at man også skal kunne føde befolkningen (og i øvrigt ca. 12 mio. svin m.m.), kan man kun sikre halvdelen af energibehovet. Dertil kommer, at brændværdien jo i sig selv ikke er nok, idet man også skal forsyne transportsektoren med et produkt, som kan transporteres, samt tage højde for, at ca. 10% af energien medgår til produktionen.

Transportsektoren, som står for ca. 25% af energiforbruget i Danmark, kunne erstatte benzin med bioethanol (ethanol produceret fra korn og/eller halm) eller biodiesel. Man regner her optimistisk med at kunne producere ca. 500 m3 ethanol og ca. 250 ton foder pr. km2 pr. år, da omsætningen ikke er komplet. Da benzinforbruget udgør 10% af energiforbruget i Danmark, og da ethanol kun har lidt over 60% af energiindholdet af benzin pr. volumen, må man regne med at skulle udlægge mindst 20% af landbrugsarealet til dette formål. Total dækning af energiforbruget ved transport alene vil kræve 50% af Danmarks landbrugsareal. Biobrændslerne vil dog være et kærkomment bidrag, især fordi hydrogensamfundet endnu ikke har fundet en god måde at lagre hydrogen på, når den skal transporteres. Det skal dog bemærkes, at biobrændslerne i transportsektoren naturligvis vil være CO2-neutrale, men stadig have de samme gener, som de fossile brændstoffer, hvis de bruges i konventionelle motorer, som vi kender dem i dag.

Andre energikilder

Ovenfor har vi opregnet de mest lovende potentielle vedvarende energikilder, som baserer sig på Solens stadige energiindstrømning. Man kan også udnytte geotermiske forekomster og vandkraftanlæg, som man gør det hhv. på Island og i Norge og Sverige. Disse er dog i høj grad betinget af geografien.

En mere generel energikilde, som også bør nævnes i denne sammenhæng, er kernekraftværker. Man bør her skelne mellem to typer kernekraftværker: de konventionelle, som forbruger beriget uran, hvilket dækker over, at kun isotopen 235U forbruges, og formeringsreaktorerne, som både kan bruge 235U og 239Pu, som den samtidig kan danne fra 238U (deraf navnet formering). Resurserne omkring denne teknologi er vanskeligt tilgængelige, idet de er omgærdet af en vis hemmeligholdelse, da de også er nøglen til forskellige landes atomvåbenteknologi. Det vurderes, at der med konventionel atomteknologi baseret på 235U er resurser til ca. 70 år med det nuværende forbrug. Imidlertid udgør kerneenergi kun en meget lille del af verdens energiforbrug, ca. 22% af elproduktionen, og en forøgelse, der bidrog væsentligt til verdens totale energiforbrug, ville meget hurtigt udtømme denne energikilde. Da 235U kun udgør 0,72% af den naturligt forekommende uran, mens de resterende forekomster er 238U, kan man se, at hvis dette i formeringsreaktorer kan omdannes til 239Pu, så er der helt andre resurser at hente. En lignende proces er under udvikling med thorium, som udgør 12,5 ppm af jordskorpen mod urans 2,4 ppm. Man kunne altså potentielt udvide resurserne med en faktor 100, hvilket vil give et langtidsperspektiv.

Der er imidlertid uoverskuelige problemer med disse teknologier. Selv om formeringsteknologien kunne være med til at fjerne en del af det radioaktive affald, så er der stadig problemer her. Hertil kommer et uoverskueligt sikkerhedsproblem, hvad angår spredning af kernevåbenteknologien, idet formeringsteknologien vil føre til en voldsom spredning af Pu, som kan anvendes til at lave atombomber. Mængden af plutonium svarende til volumenet af to tennisbolde er nok til at udgøre en kritisk masse og vil kunne udløse en atombombe med en sprængkraft på ca. 100 kiloton.

Endelig bør man nævne termonuklear fusion som havende det absolut største potentiale som en løsning på menneskehedens energiproblemer. Imidlertid ligger denne teknologi stadig ca. 50 år ude i fremtiden, og det har den gjort de sidste 30 år(!).

Transport og lagring

I hydrogensamfundet er det hydrogen, der sammen med elektricitet bærer energien rundt i samfundet. Hydrogen vil kunne distribueres i samfundet ligesom naturgas gennem et rørsystem. Det nuværende naturgasnet vil ikke kunne bruges umiddelbart, da det ikke er konstrueret til hydrogen, som har noget nemmere ved at undslippe. Ydermere vil kapaciteten muligvis være for lille, idet hydrogens energiindhold pr. volumen er en faktor tre mindre end naturgas. Energiindholdet i brint er nemlig 242 kJ/mol mod methans 802 kJ/mol ved komplet oxidation, og et mol brint og methan fylder det samme. Dette vil dog til dels kunne kompenseres ved, at hydrogen ikke nødvendigvis skal transporteres fra en energikilde i den ene ende af landet, som det er tilfældet for naturgas, men nærmere skal produceres lokalt over hele landet og snarere fungere som et buffernet. Da hydrogen umiddelbart og forholdsvist effektivt vha. brændselscelleteknologien kan omdannes til elektricitet, kan man forestille sig, at hydrogen omdannes decentralt, ja for eksempel helt ned i den enkelte husstand, til elektricitet og varme med stor virkningsgrad.

Den største udfordring er dog transportsektoren, hvor man vil have behov for at lagre hydrogen på en fornuftig måde, hvilket ikke er muligt i dag. Hydrogen har et meget stort energiindhold per vægt, ca. en faktor tre højere end andre former for kemiske brændsler. Men da hydrogen naturligt forekommer som en gas, er dette yderst attraktive forhold vendt om til faktisk at være en tredjedel pr. volumen af fx naturgas. Det er derfor nødvendigt at finde måder at opbevare hydrogen på (se hydrogen (Lagring af hydrogen)). Trods megen forskning findes der i dag ikke en hurtig og sikker måde at lagre hydrogen på til transportsektoren. Det amerikanske energiministerium, Department of Energy, har fastlagt en køreplan for netop denne udvikling med henblik på at få udviklet en teknologi, der skal være lige så effektiv som den, vi kender i dag med fossile brændstoffer, dvs. samme aktionsradius og hurtige optankningstid.

Der findes i dag brintbiler, som kører på hydrogen, der er lagret i bilen, og som omsættes til elektricitet vha. brændselsceller. Her er hydrogen så enten lagret på trykflasker eller som flydende hydrogen. Især flydende hydrogen anses for uøkonomisk, idet det er forbundet med store energitab at nedkøle og kondensere hydrogen ved -250 °C. På den anden side bliver trykflasker, der sikkert skal kunne opbevare hydrogen ved et tryk på 700 bar, også tunge. Mere tillokkende er metalhydridforbindelser, der kan lagre brint uden at binde det for hårdt. Sådanne forbindelser findes, fx nikkellantanhydrid, men også her er vægtkapaciteten alt for lille, idet den kun kan lagre 1,3 vægtpct. hydrogen, og man helst skal op over mindst 6,5 vægtpct.

Endelig diskuteres det også at bruge forskellige kemiske forbindelser, som så omdannes til hydrogen i bilen. Principielt kan forskellige kulbrinter eller alkoholer reformeres til hydrogen og CO2 vha. et medfølgende katalysatorsystem, men det er ikke særligt energiøkonomisk, idet der vil være tab ved denne proces, som næppe kan opvejes, selvom en bil, der drives af brændselsceller, er ca. dobbelt så effektiv som en bil med en almindelig motor. Ikke-kulstofholdige forbindelser bliver også undersøgt, idet de ikke frigiver CO2, og her er fx ammoniak (NH3) en kandidat med et stort indhold af hydrogen. Desværre er ammoniak en meget ubehagelig forbindelse at have i større mængder i transportsektoren. Men der har for nylig været vist metoder til at lagre den på en effektiv og sikker måde (se brintpillen). Ammoniakken skal dekomponeres til hydrogen og nitrogen, før den kan bruges i brændselscellen; den vil være CO2-neutral, hvis energien til dannelsen af ammoniakken er fra vedvarende energikilder.

Udsigter

Som beskrevet i det foregående er der store barrierer for at indføre et hydrogensamfund. Det har ikke nogen mening at indføre det, før man er i stand til i betragteligt omfang at kunne dække sit energibehov fra vedvarende energikilder, da det ellers blot vil føre til øgede priser og øget belastning af de fossile resurser. Undtagelsen er dog, hvis CO2 fra fossile brændsler kan sekvestreres ved at pumpe den tilbage i undergrunden. Hertil kommer, at et hydrogensamfund vil kræve enorme investeringer i vor infrastruktur ikke mindst i transportsektoren, hvor alle biler og tankstationer skal skiftes ud. Dette er dog overhovedet ikke aktuelt, idet man endnu ikke har fundet en fornuftig måde at lagre energien til brændselscellerne på.

Endelig vil et hydrogensamfund i vid udstrækning basere sig på brugen af brændselsceller, som jo netop kan omsætte hydrogen til elektricitet på en økonomisk og meget miljøvenlig måde. Denne teknologi er imidlertid både kostbar, og i et vist omfang baserer den sig også på materialer såsom platin, der er en begrænset resurse. Der produceres i dag ca. 200 tons platin på verdensplan, og det er ca. dobbelt så dyrt som guld. Platin er en glimrende katalysator for en række industrielle kemiske processer og bruges for eksempel i bilkatalysatorer, der indeholder ca. 1 g platin. En bil, der drives med brændselsceller af typen PEM, kræver i dag ca. 100 g platin, og selvom der arbejdes på at nedbringe dette, vil platinresurserne utvivlsomt blive sat under pres, hvis denne teknologi skal implementeres i større omfang. Der er derfor stort behov for at billiggøre denne teknologi og især for at finde alternative materialer, som ikke vil blive udsat for et voldsomt pristryk, hvis en egentlig masseproduktion skal kunne realiseres.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Chorkendorff: hydrogensamfundet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=94479