Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

PostNord AB

Oprindelige forfattere AKjer, ALess og FY-A Seneste forfatter Redaktionen

PostNord AB, dansk-svensk koncern, der varetager befordring og omdeling af breve, pakker og anden post i Norden, inkl. Danmark. PostNord ejes af den danske stat (40 %) og den svenske stat (60 %) og blev dannet i 2009 som en sammenlægning af Post Danmark A/S og det svenske Posten AB (grundlagt i 1636). Navnet PostNord stammer fra 2011. Der er en stemmefordeling på 50/50 mellem de to ejere. Virksomheden har hovedkontor i Solna, Sverige.

PostNord har i alt ca. 33.000 medarbejdere og en omsætning på ca. 38,5 mia. SEK (2016).

Tilgængelighed

I Danmark er der ca. 1600 udleveringssteder og fire posthuse (2016). Ca. 7000 postkasser fordelt efter geografiske og befolkningsmæssige kriterier sikrer adgang til afsendelse af breve.

Fordelt over landet var der i 2006 ca. 950 posthuse. Dette tal var i 2010 reduceret til 96 og i 2016 til blot fire. Denne udvikling hænger sammen med dels stærkt faldende mængder af breve og pakker afsendt via posthusene, dels kundernes ønske om længere åbningstider, hvorfor butikker som kiosker, tankstationer og supermarkeder har overtaget posthusenes funktioner.

Annonce

Post Danmark A/S

Det danske postvæsen har siden 1624 haft til opgave at sikre det danske samfund en pålidelig og hurtig postbesørgelse i ind- og udland. Postvæsenets pligt til at yde en landsdækkende, ensartet service over for kunderne var modsvaret af en eneret til at drive postvirksomhed i Danmark.

Den 31.1.1995 vedtog Folketinget etableringen af Post Danmark som en ny type offentlig virksomhed, der på langt de fleste områder lignede et aktieselskab. Ved omdannelsen blev den eneret, som postvæsenet hidtil havde haft fordel af, beskåret (se postlovgivning). Efter en lovændring blev Post Danmark i 2002 omdannet til et aktieselskab, Post Danmark A/S. Den danske stat var hovedaktionær i Post Danmark, mens en kapitalfond ejede 22 % af selskabet.

I forbindelse med en aftale, der trådte i kraft i 2002, sagde langt de fleste af tjenestemændene, som tidligere udgjorde hovedparten af de ansatte, ja til at blive ansat på almindelige overenskomstmæssige vilkår. Kun ca. 500 af medarbejderne fortsatte som tjenestemænd.

Et stadigt behov for effektivisering i virksomheden medførte øget teknologianvendelse, som fik betydning for en stor andel af virksomhedens arbejdspladser. Automatiseringen erstattede bl.a. størstedelen af det manuelle sorteringsarbejde. For medarbejderne betød det ændringer i jobindhold, hvilket stillede store krav til både virksomhed og medarbejdere om omstilling og udvikling. Forandringerne blev fra medarbejdernes side ofte mødt med arbejdsnedlæggelser.

1.1.2011 bortfaldt Post Danmarks eneret til at omdele breve under 50 g. Samtidig indførte Post Danmark en række regler til placering af private postkasser som følge af et ønske om øget effektivisering. Ifølge denne skal alle etageejendomme være forsynet med samlede postkasseanlæg, der er direkte tilgængelige for postbudet ved opgangen eller ejendommens indgangsparti. For andre ejendomme skal postkassen være placeret i passende højde ved indgangen til parcellen, dvs. ved fortovet eller vejen (for landejendomme skal der dog højst være 50 meter mellem boligen og postkassen).

Er postkassen ikke opsat som foreskrevet, kan posten nægtes uddelt.

Reglerne for placering af postkasser kan læses her.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Kjerulf, Aksel Lessmann, Finn Yde-Andersen: PostNord AB i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144431