Automatisk regulering, styring af et system uden menneskelig indgriben. Reguleringen udføres ved, at en regulator sammenligner et målesignal med en reference. Regulatoren styrer dernæst en aktuator på systemet, således at forskellen mellem måleværdi og referenceværdi nærmer sig nul. Samtidig korrigeres for referenceændringer og forstyrrelser, som påvirker systemet. Automatisk regulering anvendes fx ved temperaturregulering til fjernvarme, i autopiloter samt ved robotstyring.