Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

servostyring

Oprindelige forfattere FiCon og NJBJ Seneste forfatter Redaktionen

servostyring, styring af motorer, mekanismer og maskiner ved brug af et servoprincip, dvs. et hjælpeprincip (eng. master-slave), hvorved et signal til en styreenhed forstærkes til en mange gange større kraft og effekt, der kan bevæge fx maskindele. Servostyring anvendes både til manuel styring, fx i biler, hydrauliske kraner og gravemaskiner, og til automatisk styring, fx i autopiloter til styring af skibe, fly og missiler.

Ved manuel styring skabes et styresignal (input) enten mekanisk (fx med rattet på en bil) eller elektrisk (fx med håndbetjente greb til en hydraulisk kran). Signalet overføres til servomekanismer, der kan være rent mekaniske, hydraulisk-mekaniske, pneumatisk-mekaniske, elektro-hydrauliske eller elektro-pneumatiske. Servomekanismer kan fx være servomotorer, servocylindre eller servoventiler.

Servomotorer har normalt et lavt inertimoment og reagerer derfor meget hurtigt på en ændring i styresignalet. De findes som elektriske servomotorer til jævn- eller vekselstrøm, som hydrauliske og som pneumatiske servomotorer. Servocylindre eller -stempler (servoaktuatorer) kan være hydrauliske eller pneumatiske og styres af tilsvarende elektro-hydrauliske eller pneumatiske servoventiler. Servoventiler er opbygget med et pilottrin og et eller flere ventiltrin, som forstærker kraft og effekt.

Annonce

Læren om teori, metoder og hjælpemidler for brug af servostyring kaldes servoteknik. Se også styring og styreteknik.

Biler

I biler letter servostyring (eng. power steering) arbejdet med at dreje forhjulene fra side til side. Den almindeligste form består i en hydraulisk pumpe, drevet af motoren, samt et dobbeltvirkende stempel i forbindelse med styrehuset. I 1990'erne blev servostyring vha. små elmotorer anbragt på ratstammen udbredt.

Servostyring er blevet anvendt fra 1930'erne på tunge køretøjer, fx lastvogne og militærkøretøjer, og fra 1950'erne i personbiler. Brugen af bredere og blødere dæk, behovet for at kunne manøvrere på snævre parkeringspladser samt udviklingen i retning af næsetunge, forhjulstrukne biler har medført en øget anvendelse af servostyring.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Conrad, Niels Jonassen: servostyring i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157998