Tilbagekobling, tilbageføring af en del af udgangssignalet fra et elektronisk kredsløb til dets indgang. Tilbageføringen kan foretages som en medkobling, hvor det tilbageførte signal varierer i takt (i fase) med indgangssignalet, eller som modkobling, hvor det varierer i modtakt. Endvidere kan der i tilbagekoblingen indsættes fx et elektrisk filter. Tilbagekobling ændrer kredsløbets dynamiske egenskaber og benyttes som et værktøj ved kredsløbsdesign. Hvis fx en elektronisk forstærker modkobles, vil dens båndbredde øges, samtidig med at forstærkningen reduceres.