• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

telefax

Oprindelig forfatter Rits Seneste forfatter Redaktionen

telefax, (af tele- og første del af faksimile), teletjeneste, der vha. såkaldte telefaxmaskiner gør det muligt at fjernkopiere papir, idet billedinformationen overføres gennem et telenet og udskrives på den modtagende terminal. Det er fortrinsvis det offentlige telefonnet, som benyttes til telefax.

En telefaxmaskine indeholder en scanner, en skriveenhed og et modem; nogle maskiner kan med disse enheder også anvendes som printer og scanner for pc'er.

Efter etablering af telefonforbindelse til en anden maskine, som genkendes med en 2100 Hz-tone, gennemgår telefaxmaskinerne en testprocedure, der skal sikre, at forbindelsen har en brugbar kvalitet. Hvis dette ikke er tilfældet, kan mange maskiner nedsætte bithyppigheden og dermed udnytte mere robuste modulationsprincipper. Telefaxmaskiner er internationalt standardiseret, således at der kan kommunikeres på verdensplan.

Annonce

Forskellige typer telefaxmaskiner betegnes med gruppenumre fra 1 til 4. De tidlige gruppe 1- og 2-maskiner brugte ikke modemer, idet sværtningsgraden blev overført direkte i et analogt signal. Det tog normalt 3 eller 6 minutter per side. Gruppe 3 er de nu (2006) almindeligt udbredte maskiner med indbygget modem. Da data om sværtning kodes effektivt, tager det mellem 10 sekunder og 3 minutter at overføre en side afhængigt af antallet af sort/hvide overgange og modemets hastighed, som kan være op til 33,6 kbit/s. Gruppe 4-maskiner har en mere effektiv kodning; de tilsluttes direkte til et digitalt net, fx ISDN. Dermed nedbringes overføringshastigheden for en side ofte til under 10 sekunder, samtidig med at opløsningen forbedres i forhold til gruppe 3-maskiner.

Tidligere overførte især nyhedsmedierne såkaldte telefotos via særlige faxmaskiner, der kunne overføre billeder med større format og større opløsning end de almindelige faxmaskiner. Denne trafik er i vid udstrækning erstattet af datakommunikation, hvor hele billedet scannes ind, lagres elektronisk og derefter overføres særskilt til modtageren.

Med udbredelsen af e-mail har telefax fået aftagende betydning, men det benyttes fortsat erhversmæssigt til universel, umiddelbar og sikker overførsel af kopier af dokumenter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Ritsholm: telefax i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170495



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. telefax Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik